Velkommen

Velkommen til min hjemmeside hvor du kan finde information om hvad jeg tilbyder. Jeg hedder Daniel, er født i september 1984 og er bosat i Esbjerg. Jeg har fundet frem til at min vej i livet er at være blæksprutte. Jeg har altid været drevet af en enorm nysgerrighed og elsker at sætte mig ind i ting og ikke mindst videregive min viden og kunnen.

Jeg har en lang historik som jeg ikke vil kede dig med, men jeg ønsker blot at fortælle, at jeg gennem årene har været ildsjæl i mange forskellige brancher og dermed har gjort mig en del erfaringer.

“Livet er en buffet. Prøv lidt af hvert.”

Jeg er født med mange talenter og har altid haft svært ved at begrænse mig. Når jeg har været til kurser med dygtige forretningsfolk, har de ofte talt om hvor vigtigt det er, at tilbyde ét produkt og ikke “skyde med spredehagl”. Hvis der er noget jeg ikke kan prale af er det at være forretningsmand.

Gennem mit studie af “mig selv” har jeg fundet ud af, at jeg bliver nødt til at følge mine overbevisninger. Derfor har jeg valgt at samle mine kompetencer her på siden.

Wodarka.dk skal betragtes som mit udvidede portfolio og cv. Jeg vil også benytte siden til at informere om tidligere arbejdsopgaver og fx nogle af mine kommende arrangementer. Hvis du er på udkig efter noget af det jeg kan tilbyde, så kontakt mig endelig. Jeg ser frem til at høre fra dig.